Hvad er forskellen
Psykoterapeut VS. psykolog og psykiater
Psykoterapeuter, psykologer og psykiatere er tæt beslægtede.
Alle tre faggrupper beskæftiger sig med menneskets mentale sundhed og hjælper folk med at få det bedre psykisk. Men der er også forskelle.
Psykoterapeut VS. psykolog og psykiater – Hvad er forskellen?
Hvad er forskellen
Psykoterapeuter
… tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er et problem for klienten.
Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel, og derfor gælder nedenstående beskrivelse alene de psykoterapeuter, der er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, og som derfor må kalde sig psykoterapeut MPF.
Psykoterapeuter adskiller sig fra psykologer på særligt tre områder:
- Psykoterapeuter har i deres uddannelse gennemgået egenterapi og personlig udvikling
Da psykoterapeutens vigtigste værktøj er hans eller hendes egen person, er det et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at psykoterapeuten har trænet de psykologiske og psykoterapeutiske teorier og metoder i praksis og mærket dem egen krop.
- Psykoterapeuter har taget en fireårig deltidsuddannelse fra et privat psykoterapeutisk uddannelsessted
Mange vælger uddannelsen som psykoterapeut for at slå sig ned som selvstændig med egen praksis, mens andre gør det for at blive bedre til deres andet fag. Derfor kan man også beskrive uddannelsen som en efteruddannelse, som mange psykologer, læger, psykiatere, skolelærere, pædagoger, jordemødre og sygeplejersker tager for at styrke deres faglige profil.
Uddannelsen tager fire år på deltid og kræver egenbetaling.
- Psykoterapeuter uddannes ikke til at tackle svære sindslidelser eller stille kliniske diagnoser
Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker med psykiske og personlige udfordringer, såsom sorg, kriser, stress eller angst. Dog uddannes psykoterapeuter ikke til at håndtere svære psykiske lidelser og stille kliniske diagnoser. Derfor samarbejder mange psykoterapeuter også med både psykiatere og psykologer.
Hvad er forskellen
Psykologer
… tager også udgangspunkt i samtalen, men er uddannet til at vurdere og stille en diagnose på psykiske sygdomme. Psykologen har en universitetsuddannelse i psykologi og eventuelt specialer inden for én eller flere psykologiske retninger. Vægten i psykologuddannelsen er overvejende på psykologiske teorier og metoder. En autorisation som psykolog – som bl.a. fordrer supervison – kan tidligst opnås to år efter afsluttet kandidatuddannelse.
Psykologer kan – i modsætning til psykiateren – ikke udskrive medicin til patienten. Der er intet krav i uddannelsen om, at psykologen skal have gået i egenterapi. Mange psykologer har en efteruddannelse i psykoterapi
Hvad er forskellen
Psykiatere
… er læger med en specialuddannelse i psykiatri. Mange er specialiserede inden for et særligt område af psykiske sygdomme, og en del psykiatere benytter også psykoterapeutiske metoder i deres samtaler med patienterne.
Modsat psykoterapeuter og psykologer kan psykiatere udskrive medicin til patienten. Derfor arbejder psykiatere ofte med personer med svære psykiske lidelser som for eksempel skizofreni, psykoser og personlighedsforstyrrelser, hvor medicinsk behandling er nødvendig.
Psykiatere kan bl.a. tage en efteruddannelse i psykoterapi
Vi havde selv forsøgt at genskabe nærheden i vores forhold, men uden succes. Vi er rigtig glade for, at vi kontaktede Susanne.
Hun har hjulpet os med at se hinanden igen og genskabe kærligheden til hinanden – og så kom forandringen. I dag har vi det godt, og vi kan mærke, at det smitter af på børnene. De er mere rolige og glade nu."
Hun er dygtig til at skabe forståelse og overblik over situationer og uden tvivl fagligt kompetent. Alt i alt synes jeg, at Susanne skaber det perfekte fundament for personlig udvikling og positiv forandring."